torsdag den 27. december 2012

Projekt om oplevelsesdesign afleveret!


Første projekt på kandidaten i Interaktive Digitale Medier er afleveret og juleferien er mildt sagt kærkommen!

Formålet for vores projekt var at finde frem til en ny løsning i forbindelse med De Syngende Træer, som er plantet i Kildeparken af forskellige verdensstjerner, der har gæstet Aalborg. Hvert træ har desuden en stander, med kunstnerens navn på og en knap man kan trykke på, hvorefter der spilles et medley med tre af kunstnerens sange. Organisationen bag træerne ønskede at tilføre installationen noget ekstra i form af noget digitalt – så dette var vores udgangspunkt.

I projektperioden har vi været omkring en masse emner – herunder semiotik, æstetik, storytelling, turisme, augmented reality, oplevelsesdesign, musikkens betydning, teknologi og uendeligt mange teoretikere, som hver har noget klogt at sige om hvert deres emne.

Efter en grundig analyse af den nuværende installation, kom vi frem til et konceptforslag, som benytter Augmented Reality til at præsentere de mange historier bag træplantningerne. Vi fandt nemlig frem til, at der er nogle virkelig gode historier at finde (bl.a. om hvordan Aalborg Kongres og Kulturcenter på kreative måder jagter de forskellige kunstnere for at få dem til at plante et træ), men de bliver aldrig rigtig fortalt. Historierne ønskede vi at præsentere på en spændende og indbydende måde, og derfor arbejdede vi med en løsning, som benytter Augmented Reality. AR brugte vi i dette tilfælde i form af 3D figurer, som via en smartphone kan give et ekstra lag til virkeligheden og fungere som underholdende præsentation af historierne.

Selve projektperioden har været hård og nætterne har været lange, men i gruppen var vi enige om, at vi ønskede et rigtig godt resultat, så det er dét vi har kæmpet for. Det faglige har selvfølgelig været en stor udfordring, men ikke mindst har det været udfordrende at samarbejde i en gruppe med fem personer af samme køn som undertegnede, som hver har deres (til tider urokkelige) holdninger til tingene. Men på trods af de mange diskussioner – og måske også netop i kraft af disse – endte vi med et ret fornuftigt og gennemarbejdet projekt.

Tak for kampen(e) piger! (...så mangler vi bare lige den der eksamen!)
Engang imellem er der brug for en lille pause og udover bordfodbold blev det også til
en enkelt "ugle-napning" en meget sen aften...!