fredag den 5. april 2013

Digital oplevelse på museet

Så er vi i gang med næste projekt! Denne gang har min gruppe og jeg valgt at arbejde med digital formidling på Lindholm Høje Vikingemuseum. Da vi har en antagelse om, at mange unge mennesker opfatter museer som støvede og kedelige, ser vi nogle spændende muligheder i at inddrage noget digitalt, for at ændre den holdning.

Museerne er i skarp konkurrence med andre oplevelsestilbud, som formår at inddrage elementer, hvor gæsten på en eller anden måde er aktiv. Derfor er der også brug for mere underholdende, vedkommende og involverende oplevelser i museumsformidlingen. Projektet kommer dermed til at handle om et meget relevant og spændende område, med masser at tage fat på. Samtidig kobler det min interesse for digitale medier med kultur og oplevelser.

Vi har allerede været på den første inspirationstur og fået hilst på de kære vikinger. Indtil videre har vi også vendt forskellige idéer om blandt andet en app, som skal gøre det muligt at kigge ind i fortiden, et digitalt bord, som gør brugeren til arkæolog, en løsning som sætter de øvrige museumsgenstande i spil, en udvidelse af hjemmesiden samt digitalt undervisningsmateriale. Nu bliver det bare spændende at dykke dybere ned i området og se, hvor vi kommer til at arbejde os hen af.